Fremhævet indlæg

En stor dag i trafikken

Forestil dig, at du bevæger dig bevidst gennem trafikken, mens du betragter eller forestiller dig mennesker bag ruderne, og giver dem hjerte og sjæl…..

Giv dine medtrafikanter små fortællinger:

  • en eksamenstresset datter – din nabos datter måske
  • en alenemor med børn i bilen
  • en festglad gruppe unge – en af dem din søn eller din nevø
  • en overarbejdet far på vej hjem
  • en sorgfuld bedste, som synes det hele går så stærkt
  • en ældre mand på vej på besøg

Åbn dit hjerte og ræk ud med empati. Kan du rumme dem alle? De kunne alle være dig, et sted i livet, hvor du har været eller hvor du en gang kommer – eller en af dine kære <3

Den indre stemme lyder; “det kunne godt have været mig, min datter, min bedste, men uanset er det min næste”.

Det gælder for os alle; Hver sin dag – sine forudsætninger – sin stemning – sit tempo.

Vi kan aldrig helt forstå hvordan det er, at være det andet menneske, men vi kan træne at bevæge os med emotionelt overskud, rummelighed og empati.

Det mærkes indad – og leves udad.

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sine hånd. K. E. Løgstrup

God dag 🙂
Karen

Der lå et magasin i postkassen

Skygger for stien

På forsiden af magasinet var overskriften TØRST, og lidt nede på siden stod LÆNGSEL.

Det talte lige ind i noget jeg stod i – tørst og længsel.

Som den nemophilist jeg er, var det for en time siden en tur i skoven der var min tørst. Jeg tøver aldrig ret længe med den tørst. Jeg gjorde kort proces og gik en lang tur. Efterhånden som tørsten blev slukket, trådte længslen frem.

Bagtæppet for længslen er min nylige, tumultariske jobtilværelse. Nu skulle det jo være så godt – de sidste år i arbejde, inden pension, for hvis man tæller alle de timer jeg har arbejdet, er det nok omkring 50 år! Men så sker der det, som sker for mange. Noget og nogen udefra skubber til korthuset, og det vælter. Det der før var et stabil jobefterår med stærke kompetencer og snuden i sporet, blev på kort tid ændret, og der formede sig en længsel efter, at det selvsamme jobefterår snart var slut.

Længsler kappes altid om at stå øverst på listen. De banker hele tiden på for at blive hørt. Når den ene længsel opfyldes eller træder i baggrunden, står en anden klar til at indtage tronen. Længslen er en drivkraft, også selvom det kan se mørkt ud, og der er skygger for stien.

Mens jeg gik der i aftensolen blev jeg mindet om SAVN. Det er kun få måneder siden jeg gik de samme veje med min elskede Charlie. Jeg så ham for mig. Han der fulgte mig i mere end 14 år, eller som jeg fulgte på skovvejene, for han ville altid gå forrest. Han var min beskytter og jeg var hans kahu**

Savnet er tilbageskuende, sød og sorgfuld. Længslen er fremadskuende og håbefuld.

Således giver jeg mig håbefuldt hen til længslens fremadskuende drivkraft.

Karen <3

*En person som elsker skoven og dens skønhed og alenehed, og søger den.

**På Hawaiansk ejer man ikke sit kæledyr, men man er deres ”kahu” – en betroet, kærlig beskytter og tjener for et kostbart og elsket væsen. En kahu beskytter ikke sin ejendom. En kahu beskytter en del af sin sjæl.

Den menneskelige natur

Sankt Hans aften ved Ho bugt 2020

Jeg bryder mig i virkeligheden ikke om begrebet “corona-tiden”, men det er svært at komme udenom, hvis man ønsker at henvise til en bestemt periode som lige akkurat omfatter coronatiden…..

Jeg troede tiden ville stå stille – den gang i marts da det hele begyndte og sluttede – lukkede ned. Det var som om de første uger gik med at overveje en positionering, og så tog alting fart. I hvert fald for mit vedkommende. Fuldtids hjemmearbejde og en 60 års fødselsdag som skulle aflyses eller omplanlægges. Rundt om disse aktiviteter snoede sig et nærvær omkring alvoren og risikoen for at blive ramt af sygdommen, eller risikoen for mine kære.

Efter 100 dages daglig og glad online meditation og sang med Deva og Miten, faldt et gyldent citat af Dalai Lama ned i min favn. Det var i anledning af hans 85 års fødselsdag. Her oversat til dansk efter bedste evne:

“De menneskelige tankers og følelsers natur er således, at jo mere man engagerer sig i dem, des mere udvikles de bevidst, og des mere kraftfulde bliver de”

Det samme er sagt på en kortere måde i et af de tusinder af år gamle Hawaianske Huna principper (MAKIA):

“Energien flyder derhen hvor man retter sin opmærksomhed”

Jeg mødte Huna principperne for 30 år siden da jeg lærte Hawaiansk massage, og jeg har haft 30 år til at overveje, men aldrig et sekund tvivlet på sandheden i ordene.

I en mindfuld hverdag er der derfor en kongruens som har stor betydning for mig, og som danner et solidt baggrundstæppe for den vej jeg går og den vej jeg tilstræber at følge. Den vej som i praksis dannes mens jeg går…..

Hvilken vej går du?

Mens vi venter……

En virus har sat vores verden på den anden ende. Nogle af os arbejder med beredskab og sundhed, vi skal løbe hurtigere. For nogle af os går tiden lidt i stå. Det er en undtagelse

Vi forsøger at orientere og positionere os med en vis form for tryghed. Vi skal passe vores arbejde, sådan som vi er blevet instrueret. Aflyse møder, sammenkomster, rejser…. Sikre os mad i køleskabet. Undgå at blive spottet i at hamstre….gær…toiletpapir….rugbrød. Der er jo ikke fødevarekrise! Få styr på vores kære – de gamle – børnene. Tilbyde vores støtte til dem som er mere sårbare end os selv. Lytte til de seneste nyheder. Justere ind.

Flere ugers hjemmearbejde, en aflyst rejse, adskillige aflyste arrangementer og aftaler er blevet mit lod, og kalenderen er absolut blank. Der er rigeligt med fornødenheder på lager, og jeg er blevet G I V E T T I D.

Jeg ved hvad denne gave af tid ikke skal fyldes med.

“Det er en moderne drøm at sætte tiden i stå, at ophæve tid og sted, at kunne være to steder på én gang, at gendanne alt og ultimativt: at sætte tiden ud af spil, overvinde døden og få evig tid til rådighed. Vi tror, at tiden er vores egen, men i stedet for at beherske vores egen tid, bruger vi teknologien til at være alle andre steder end der, hvor vi befinder os. I iveren for at ophæve tid og sted og gendanne alting og overvinde døden, risikerer vi at miste livet”. Citat af tidsforsker Peter Øhrstrøm

Jeg har sat mig det mål, at beherske min egen tid, holde mig sund og nærværende. Bare det!

Hvad er din plan?

Lad livet falde til jorden..

Som efterårsæbler falder fra træernes grene – lad livet falde til jorden…. Er livet blevet en daglig kamp for at vise sig fra sin bedste side…… at kæmpe for at bevare relationer, løn og identitet? Vi åbner digitale vinduer som er de blevet vores øjne. Vi tjekker og opdaterer og afventer respons. Vi søger opdatering på flere platforme. Vi søger at undgå at overse muligheder. Vi vil undgå at gå glip….. Nok er vi programmerede til at fokusere på, hvordan vi kan få det bedre, men i evighedsmaskinen bliver vi stressede og mister greb om det væsentlige. Så har vi mistet tilhørsforholdet til os selv!

Men hør nu her! Naturens scene ligger i stilhed og uendelig tålmodig venten på, at vi skal vågne op, og FALDE TIL JORDEN. Kom ud – kom ud – kom ud! og genfind livets storhed! Hvis du har brug for lidt hjælp til en start, så meld dig til en guidet tur i naturen dér hvor du bor.

Kom ud til kyst og skov til mark og hegn og lad livet falde til jorden <3

“Morgenstund har guld i mund….

Morgensol ved Henne Mølleå

og guld betyder glæde….
og glædelig er hver en dag,
som leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde”.

Guldet er solopgangens gyldne stråler og glæden ved livet!                          Frit efter Grundtvig.

Når du står tidligt op og går i naturen, året rundt, er det ikke altid solen skinner, men efter natten og søvnen genfødes hele verden til en ny dag.

Når du står tidligt op og går i naturen, indstilles kroppen på naturens rytme og orden, og ligesom det i menneskelivet går op og ned, går det også i naturen op og ned.

Når kroppen indstilles på naturens rytme og orden opdager du, at op og ned er ligeværd. Så vejr er vejr, sol er sol og regn er regn.

Pludselig en dag ser du med lige stor glæde på sol og regn.

En dag opdager du, at glæden i naturen er ubetinget.

Jeg opfordrer dig til at synge med derude <3

Leg

Har du et følsomt nervesystem, eller er du bare almindelig følsom og påvirkes af travlhed i eller omkring dig?

At skabe ro i nervesystemet har stor betydning for kroppens og sindets balance, og følelsesmæssig ro styrker nervesystemets selvhelbredende evne.

Nogle tips:

  • ”Tal” venligt til dig selv
  • Meditér
  • Græd og le
  • Spis sundt 
  • Leg!

Leg for legen skyld! Leg der hygger og skaber glæde og aktivitet, og som ikke har noget nytteformål. Leg, så det kun handler om samvær, nærvær og positiv energi, og ikke om at føre til noget bestemt.

De fleste af os husker nok Dronningens opfordring til nogle gange at gøre noget unyttigt….!

Leg kan være alene i eget selskab, i samvær med andre eller med sit kæledyr.        

  • Gå tur og saml sten, strandskaller eller tørrede grene, læg dem i forskellige mønstre        
  • Lav papirklip i eventyrlige mønstre som HC Andersen         
  • Lyt til lyde og dufte omkring dig og giv dem navne        
  • Kast eller tril eller jonglér bolde eller hønseringe         
  • Gæt en sang, en bog, en by, en ret        
  • Lav kæder af perler, rønnebær, sten med huller eller andet fra naturen         
  • Byg en by af sand eller ler med huse og gader, eller det indre af en bolig med rum og møbler         
  • Sy, strik, hækl, mal eller tegn – det som er legende let for dig
  • Tag en gyngetur og gå med bare fødder på skovstien

Spis, bed og elsk <3

God fornøjelse og legelyst

Karen

Foråret kommer når det kommer – lad tiden være….

Længslen er stor nu, efter lyset, solen, efter noget bedre. Men lad tiden være og vær med tiden – minut for minut – dag for dag.

Lever du helst i fremtiden vil dine for tidligt plantede blomster svides af frosten, og du mister skønheden i øjeblikket. Stil dit ur i takt med naturen som bølger sig igennem årstiderne. Mens lyset skifter gradvist og glidende, forvandles jordens natur i bølger – op og ned.

Betragt det hele folde sig ud og folde sig sammen nu for nu – år for år.

I morges kl. 6 blev jeg vækket af solsortens fløjten. Den sorte forårsbebuder er vakt til stemning af den smukkeste tone i fuglestemmernes symfoniorkester.

Lykkefølelsen findes i oplevelsen af øjeblikket <3 ……mindre i erindringen om fortiden og mindst i forventningen om fremtiden.

 

Nyt år – og styr på kalender og noter

Som grantræ og julepynt blev båret ud af stuen Hellig trekongers dag, og som det gamle års kalender løb ud, sådan blev der plads i en helt ny kalender for et nyt år til nye aktiviteter.

I langsomhedens tegn er det alligevel den største fornøjelse, at de første aktiviteter der sættes i den nye kalender, er tilbagevendende begivenheder. De ting som alt andet skal planlægges udenom. Gentagelser af ritualer, begivenheder og traditioner som følger og forbinder os med årets gang, og dermed naturens gang.

Også denne gang har jeg skrevet små sedler med påmindelse om noget, jeg gerne vil huske i god tid inden næste jul. Nogle er lagt i kassen med julepostkort og klistermærker. Den kasse jeg finder frem allerede tidlig november. Her ligger huskelister til julebreve, ideer til julekomsammen, en opskrift på solbærsnaps og andre opskrifter som skal afprøves næste jul.

Hvis du som jeg generelt finder særlig glæde i at lave noter, så har du måske også en stribe notesbøger eller en skabslåge fyldt med gule sedler, eller en fyldt opslagstavle.

Brug vintermørket til at få styr på dine noter……

Jeg kan anbefale en metode, som gør det muligt at føje lidt æstetik til dit notatcirkus. Prøv at Google BULLET JOURNAL DANSK. Så vil du finde en masse opslagsmuligheder med præsentation af denne metode.

Hvis du ikke lader dig friste af fint og måske dyrt materiale, så kan du med helt enkle hjælpemidler lave dit eget system. Sådan er det nemlig allerede tænkt.

Har du almindelig hvidt papir, en lineal, skriveredskaber og evt. nogle farvede penne, så kan du nå langt.

Gig dig tid til at nyde de indendørs sysler i vintermånederne, men husk også den daglige travetur.

God fornøjelse

Karen

 

Stresshåndtering med naturen som støtte

Foto: Lasse Edlev

Det er måske ikke så overraskende, at det er godt for det fysiske og mentale helbred at være i den friske luft og få sig rørt. Men vidste du at naturterapi er en af de mest effektive metoder at forebygge og behandle stress?

I naturterapi er det klientens rolle at medvirke og reflektere. Uden en terapeut kan det være svært at undgå tankemylder hvis man er stressramt. Terapeuten hjælper klienten med at fokusere og guider forskellige øvelser, sørger for sikre rammer, og på længere forløb tænder vi bål.

Naturterapi kan finde sted i den vilde natur, i en park, ved stranden eller i en terapihave.

Kontakt mig for en uforpligtende snak, hvis du er blevet nysgerrig. Måske er det noget for dig.