Som grantræ og julepynt blev båret ud af stuen Hellig trekongers dag, og som det gamle års kalender løb ud, sådan blev der plads i en helt ny kalender for et nyt år til nye aktiviteter.
I langsomhedens tegn er det alligevel den største fornøjelse, at de første aktiviteter der sættes i den nye kalender, er tilbagevendende begivenheder. De ting som alt andet skal planlægges udenom. Gentagelser af ritualer, begivenheder og traditioner som følger og forbinder os med årets gang, og dermed naturens gang.
Også denne gang har jeg skrevet små sedler med påmindelse om noget, jeg gerne vil huske i god tid inden næste jul. Nogle er lagt i kassen med julepostkort og klistermærker. Den kasse jeg finder frem allerede tidlig november. Her ligger huskelister til julebreve, ideer til julekomsammen, en opskrift på solbærsnaps og andre opskrifter som skal afprøves næste jul.
Hvis du som jeg generelt finder særlig glæde i at lave noter, så har du måske også en stribe notesbøger eller en skabslåge fyldt med gule sedler, eller en fyldt opslagstavle.
Brug vintermørket til at få styr på dine noter……
Jeg kan anbefale en metode, som gør det muligt at føje lidt æstetik til dit notatcirkus. Prøv at Google BULLET JOURNAL DANSK. Så vil du finde en masse opslagsmuligheder med præsentation af denne metode.
Hvis du ikke lader dig friste af fint og måske dyrt materiale, så kan du med helt enkle hjælpemidler lave dit eget system. Sådan er det nemlig allerede tænkt.
Har du almindelig hvidt papir, en lineal, skriveredskaber og evt. nogle farvede penne, så kan du nå langt.
Gig dig tid til at nyde de indendørs sysler i vintermånederne, men husk også den daglige travetur.
God fornøjelse
Karen