En virus har sat vores verden på den anden ende. Nogle af os arbejder med beredskab og sundhed, vi skal løbe hurtigere. For nogle af os går tiden lidt i stå. Det er en undtagelse
Vi forsøger at orientere og positionere os med en vis form for tryghed. Vi skal passe vores arbejde, sådan som vi er blevet instrueret. Aflyse møder, sammenkomster, rejser…. Sikre os mad i køleskabet. Undgå at blive spottet i at hamstre….gær…toiletpapir….rugbrød. Der er jo ikke fødevarekrise! Få styr på vores kære – de gamle – børnene. Tilbyde vores støtte til dem som er mere sårbare end os selv. Lytte til de seneste nyheder. Justere ind.
Flere ugers hjemmearbejde, en aflyst rejse, adskillige aflyste arrangementer og aftaler er blevet mit lod, og kalenderen er absolut blank. Der er rigeligt med fornødenheder på lager, og jeg er blevet G I V E T T I D.
Jeg ved hvad denne gave af tid ikke skal fyldes med.
“Det er en moderne drøm at sætte tiden i stå, at ophæve tid og sted, at kunne være to steder på én gang, at gendanne alt og ultimativt: at sætte tiden ud af spil, overvinde døden og få evig tid til rådighed. Vi tror, at tiden er vores egen, men i stedet for at beherske vores egen tid, bruger vi teknologien til at være alle andre steder end der, hvor vi befinder os. I iveren for at ophæve tid og sted og gendanne alting og overvinde døden, risikerer vi at miste livet”. Citat af tidsforsker Peter Øhrstrøm
Jeg har sat mig det mål, at beherske min egen tid, holde mig sund og nærværende. Bare det!
Hvad er din plan?